Frederik VIIIs Palæ
Se flere billeder fra projektet
Adresse: Amalienborg Slotsplads, København
Opførelsesår: 2005-2009
Omfang: 4.500 m²
Bygherre: Slots- og Ejendomsstyrelsen
Arkitekt: Arkitema i samarbejde med Erik Einar Holms Tegnestue
Ingeniør: Rambøll
Istandsættelsen og moderniseringen af Frederik VIII´s Palæ omfatter indvendig og udvendig istandsættelse, et integreret kunstprojekt, der sætter fokus på samspillet mellem kunst og arkitektur, samt en fornyelse af haveanlægget. Palæet vil efter istandsættelsen og moderniseringen danne en moderne og fremadrettet ramme om Kronprinsparrets private bolig med dertil knyttede repræsentative og administrative funktioner.
Opgaven forpligter og kræver stor omtanke, fordi Frederik VIII’s Palæ er en del af Amalienborg Slotsanlæg, et af de fornemste rokokoarkitektur værker i Danmark. Slotsanlægget består af fire palæer, der omkranser en ottekantet plads.
Arkitema fungerer som hovedansvarlig totalrådgiver for istandsættelsen bistået af et rådgiverhold bestående af Erik Einar Holms Tegnestue og ingeniørfirmaet Rambøll. Udover det arkitektoniske ansvar for istandsættelsen indgår Arkitema sammen med hofchef Per Thornit, galleriejer Mikael Andersen og museumsdirektør Poul Erik Tøjner i projektet med en rådgivende og koordinerende funktion i forhold til forberedelse og gennemførelse af kunstprojektet. I palæet er en række toneangivende, yngre, danske samtidskunstnere inviteret til at integrere deres værker samt nyfortolke haveanlægget. Udvalget af de inviterede kunstnere er foregået i tæt samarbejde med Kronprinsparret.