Borgmester i Aarhus, Nikolai Wammen, udråbte i dag Arkitema i samarbejde med ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Effekt som vindere af den ca 200.000 kvm store helhedsplan for Viby Syd området - Rosenhøj, Kjærslund og Søndervangen.
René Kural, Centerleder for Center for Idræt og Arkitektur og UIWe kulturplanlægning var konsulenter på konkurrenceforslaget.
Arkitektur der forandrer
Udover 1. præmie for masterplanen vinder Arkitema i samarbejde med ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Effekt også renovering af samtlige boligblokke i Rosenhøj og en ny landskabsplan for Kjærslund.
Som det er nu, består Rosenhøj af 27 boligblokke, der følger en anden tids modernistiske tro på ensartethed og systematik. Boligblokke der ligger forskelsløst og ensartet som et grid i et grønt landskab. Stisystemer binder området sammen og bilerne parkeres i udkanten af boligområdet. Vinderforslaget bryder området ned i en række mindre kvarterer, gennemskærer området med gennemgående veje og etablerer to kvarterstorve som mulige mødesteder for lokalområdet.
Sagarkitekt hos Arkitema, Steen Gissel forklarer: “Vores forslag udfordrer den modernistiske stor-skala masterplan, der for beboerne opleves forskelsløs og upersonlig. Vores bud på et nyt Viby Syd er at skabe trygge kvarterer i tæt forbindelse til de grønne omgivelser”.
Fagdommerne fremhæver vinderforslaget som; “konkurrencens mest sammenhængende og overbevisende forslag”. Og supplerer; “Der er en meget fin indlevelse i de landskabelige, bymæssige og bygningsmæssige sammenhænge i hele området, som tydeligt har inspireret til løsninger, som har udspring i de særlige stedlige muligheder”.
Hvert kvarter, hver sin identitet. Ud fra denne devise opdeler vinderforslaget Rosenhøj i 11 mindre kvarterer, der hver består af to boligblokke, en lavere fællesbygning samt et fælles haverum. Udover at etablere et nært tilhørsforhold to boligblokke imellem, giver nye veje og et rekreativt stisystem området mangfoldighed og pejlemærker. For at understrege mangfoldigheden udføres boligblokkene i tre forskellige materialer, der samtidig har sammenhæng til haverummene.
En bæredygtig bydel, en samlet bydel
Den overordnede vision for helhedsplanen er at skabe én samlet bydel. De tre boligområder Rosenhøj, Kjærslund og Søndervang føles i dag adskilte og for at helhedsplanen skal blive en succes, skal de hænge sammen både fysisk, funktionelt og mentalt – som en samlet bydel i Aarhus. Arkitekt Steen Gissel, Arkitema, forklarer hvordan vinderforslaget griber fat i denne udfordring: “Vi samler de tre boligområder ved at introducere et grønt strøg, der binder de tre boligområder sammen til et samlet landskabeligt forløb med varierende oplevelser og stiforløb, der bugter sig igennem hele den nye bydel”.
Samtidig med renoveringen af alle facader i Rosenhøj opsættes solfangeranlæg på tagene, der tilsammen vil udgøre Europas største solpark med 12.000 kvm solfangere og solpanler, der kan tilkobles det lokale fjernvarmeanlæg og forsyne 1100 boliger og dermed bliver Rosenhøj mere end selvforsynende.
Ved den velbesøgte offentliggørelse understregede Nikolai Wammen, at den nye helhedsplan kan skubbe til den positive udvikling, der allerede er i gang i Viby Syd og han ønskede beboerne stort tillykke med den nye visionære plan for området.
Data
Adresse: Viby Syd, Aarhus
Omfang: 200.000 kvm
Bygherre: Boligselskabet Århus Omegn, Viby Andelsboligforening og Aarhus Kommune
Arkitekt: Arkitema Architects og Effekt
Ingeniør: Viggo Madsen
Øvrige samarbejdspartnere: René Kural, Centerleder for Center for Idræt og Arkitektur, UIWe kulturplanlægning