Sidst på efteråret 2010 gennemførte Arkitema en Arbejdspladsvurdering (APV) og kombinerede den med en tilfredshedsmåling blandt medarbejderne. Og resultaterne er meget flotte.
Formålet med APV’en var naturligvis at sikre sig, at Arkitema som arbejdsplads lever op til de krav og forventninger som Arbejdstilsynet har til en arbejdsplads som vores. Det blev gjort efter alle kunstens regler og Arbejdstilsynets vejledninger. Det fik vi bekræftet i februar måned, da Arbejdstilsynet mødte op på et uanmeldt tilsyn på tegnestuen i København.
Generelt var de meget positive, og det blev kun bedre, da de hørte om Arkitemas formaliserede planlægningsmøder i de forskellige teams. Det vi i Arkitema kalder scrum-møder, korte intense møder om status for projekter. At vi også havde en fin APV med en godkendt proces og fine resultater gjorde indtrykket endnu bedre. De var ikke i tvivl om tildelingen af en grøn smiley : )
Tilfredse medarbejdere
Én ting er Arbejdstilsynet noget andet, og reelt vigtigere for Arkitema, er den måling af tilfredshed på en række parametre, som blev gennemført samtidig. Centrale spørgsmål i undersøgelsen er for eksempel: (på en skala fra 1-5, hvor 5 er ”Helt enig”)
· Jeg er generelt godt tilfreds med at arbejde i Arkitema (4,32)
· Jeg anbefaler gerne andre Arkitema som arbejdsplads (4,33)
· Vi har et godt socialt miljø i Arkitema (4,31)
På en skala fra 1 til 5 hvor 5 er ”Helt enig” scorer alle disse tre spørgsmål over 4,3 i gennemsnit! Andre topscorere i undersøgelsen er:
· Jeg får hjælp og støtte fra mine kolleger, når der er behov for det (4,33)
· Jeg har mulighed for at lære nyt gennem mit arbejde (4,21) og
· Mænd og kvinder har lige udviklingsmuligheder i Arkitema (4,08)
Arkitema er glade for APV’en og tilfredshedsundersøgelsens gode resultater som i alt 72% af medarbejderne bidrog til. De positive udmeldinger fra medarbejderne afspejler en arbejdsplads, der fint understøtter Arkitemas mål om at Arkitema skal være markedets bedste arbejdsplads.
Undersøgelse har samtidig etableret en god platform for dialog ledelsen og medarbejderne imellem, så man sammen kan gøre Arkitema til et endnu bedre sted at arbejde.