Arkitema vinder konkurrencen om fire retsbygninger.
Slots og ejendomsstyrelsen udskrev i 2009 en konkurrence om en samlet OPP løsning til nye retsbygninger i Holbæk, Kolding, Herning og Holstebro. Bygningerne skal opføres som en del af den nylige domstolsreform og konkurrencen gik på både arkitektur, funktionalitet og drift og vedligehold i 20 år.
I alt drejer det sig om 20.000 m2 nybyggeri.
Selve konkurrenceformen er relativt ny – dels det at opgaven inkluderer både formgivning, opførelse og drift og dels den åbne måde konkurrenceforløbet har været tilrettelagt på med adskillige dialogmøder og korrektioner og tilpasninger undervejs. Ventetiden i konsortiet har derfor været spændt – og naturligvis var glæden stor da det onsdag d. 17/3 blev annonceret, at det hold Arkitema indgik i og som ud over Arkitema består af A. Enggaard og Bascon, har udarbejdet den bedste løsning.
Hos Arkitema har opgaven været udfordrende – og meget lærerig fortæller kreativ leder Steen Gissel, der har hovedansvaret for projektet. Han fortsætter ”Vi forstillede os først at vi kunne arbejde med en slags generisk typologi for de fire bygninger, men det viste sig i praksis umuligt. De fire grunde var meget forskellige, lokalplanerne var ligeså og endelig var funktionskravene også varierede selv om der naturligvis var et stort sammenfald. Vi er dog glade for at det er lykkedes at fastholde en sammenhængende profil for de fire bygninger og samtidig at skabe fire forskellige stykker arkitektur der på hver deres præmisser, kan indgå i den bymæssige og landskabelige kontekst på stedet.
Ønsket fra domstolsstyrelsen var at de fire retsbygninger både skal udstråle autoritet og værdighed og samtidig åbenhed over for offentligheden i tråd med domstol reformens hensigter. En udfordrende opgave, men hos Arkitema er vi naturligvis meget tilfredse med at vores løsningsforslag til dette meget komplekse programpunkt blev fundet bedst Løsningsforslagene vil på mange måder opdatere og redefinere det klassiske billede af en retsbygning ”.
De fire retsbygninger afventer nu endelig godkendelse af de bevilligende myndigheder.