I går torsdag den 16. december blev det endeligt vedtaget. Arkitema, AART og norske ELN skal over de næste 5 år i gang med byggeriet af et norsk storsygehus til 5 milliarder norske kroner.
I en tid hvor tegnestuerne har været hårdt ramt af finanskrisens kraftige træk i byggeriets håndbremse, er en opgave om at bygge et storsygehus på 90.000 m² samt at udvide og ombygge et 30.000 m² stort sygehus i Moss, af stor værdi. Allerede nu beskæftiger AART, Arkitema samt ELN 30 arkitekter og konstruktører, der arbejder på fællestegnestuen i Sarpsborg i Norge. “Det glæder os at kunne ansætte flere folk i en svær tid”, udtaler administrerende direktør og partner i AART, Anders Strange, der samtidig understreger, at det norske sygehuseventyr vil få betydning langt ud over Norges grænser: “Her på projektkontoret i Sarpsborg er vi i centrum af den nyeste viden om moderne hospitalsbyggeri. En viden der kan bidrage aktivt til debatten om de fremtidige, danske hospitalsbyggerier.”
Dansk hospitalsbyggeri på det nordiske arkitekturlandkort
Arkitema og AART har sammen med den norske tegnestue ELN etableret en fællestegnestue i Sarpsborg, hvor medarbejderne arbejder sammen om at skabe det nye Østfold Sygehus. Partner i Arkitema Wilhelm Berner-Nielsen forklarer: “Her er vi et udsnit af Danmark midt i det sydlige Norge, og vi sætter med Østfold Sygehus et solidt fodaftryk, der vil have indflydelse på den skandinaviske sygehusarkitektur i årene fremover”.
I løbet af det nye år vil den fælles tegnestue vokse til omkring 130 ansatte, når man tæller ingeniører og bygherre med.
Østfold Sygehus forener psykiatri og behandling i ét sammenhængende hus, der vil stå klar til ibrugtagning i 2015.
Projektering af Østfold Sygehus er nordens største og mest ambitiøse BIM-projekt, dvs. at det udelukkende tegnes via intelligent projektering i det objektorienterede databaseprogram Revit.
Data
Adresse: Grålum, Sarpsborg, Norge
Bygherre: Helse Sør-Øst og Helse og omsorgsdepartementet, Norge
Omfang: 90.000 m² nybygninger og 30.000 m² ombygning
Arkitekt: AART a/s, Eliassen og Lambertz-Nilssen Arkitekter A/S og Arkitema K/S
Præmiering: 1. præmie i international arkitektkonkurrence gennemført i 2002
Forventet opført: 2015
Ingeniør: Cowi, Norge
Byggesum: Ca. 5.090 milliarder Nkr ekskl. moms.
Læse mere om Østfold Sygehus her