Med stolthed – og en smule udmattelse – har vi netop afsluttet restaureringen af Frederik VIII's Palæ. Palæet, der er et af de fire Amalienborgpalæer – det nordøstlige – skal fra i år danne ramme om Kronprinsparrets private og officielle liv – også når Frederik en dag overtager kronen som Frederik X.
Palæet, der oprindeligt er tegnet af Nicolai Eigtved og derefter renoveret af Jørgen Hansen Koch i begyndelsen af det 19. århundrede for endelig at fungere i en menneskealder som bolig for Frederik IX og Dronning Ingrid, var efterhånden blevet et temmelig sammensat mix af stilarter og funktioner, da Finansudvalget i 2004 bevilligede 110 mio. til en gennemgribende indvendig istandsættelse. Målet med istandsættelsen var at opdatere både bygningsdetaljer og de tekniske installationer samtidig med skabelsen af tidssvarende lokaler både til repræsentation og bolig for et kongepar i det 21. århundrede.
Arkitema vandt sammen med Erik Ejnar Holms Tegnestue opgaven i 2004, og vi har siden arbejdet med at gå den spændende men vanskelige balancegang mellem rokoko, senempire og familieliv anno 2010. Projektet blev yderligere beriget ved en donation fra Realdania til 10 stedsspecifikke kunstværker af 10 at nutidens toneangivende unge kunstnere. De 10 kunstneres værker skulle integreres i arkitekturen på en måde, der virkede naturlig og berigende – ikke bare klistres ind som enkeltstykker lavet på et atelier.
Denne del af opgaven har ikke været mindre interessant. Vi er selv begejstrede for resultatet. Palæet fremstår som en smuk hybrid med både guld og gesimser, træ, messing og moderne indretning – et gesamtkunstwerk i rumligheder og gedigne materialer, der gennem de integrerede kunstværker bringes helt op i den sfære, arkitekter normalt kun drømmer om at arbejde i.
Den 27. februar åbnes palæet for offentligheden, så alle får mulighed for at besøge den kommende kongefamilies kommende officielle gemakker. Den offentligt åbne periode ledsages af en bogudgivelse, der i tekst og billeder dokumenterer renoveringen og arbejdet med kunstudsmykningerne, og endelig efter sommerferien flytter Kronprinsparret og deres børn ind og Frederik XIII's Palæ er klar til at danne ramme om et nyt kapitel i Danmarks historie.
De 10 deltagnde kunstnere er:
Kaspar Kaum Bonnén
Jesper Christiansen
Olafur Eliasson
Erik A. Frandsen
Signe Guttormsen
Eske Kath
John Kørner
Tal R
Morten Schelde
Kristine Ærtebjerg
Se billeder fra palæet her