Fremtiden for dansk betonbyggeri rykkede et stort skridt nærmere, da op mod 30 forskere, produktdesignere, ideudviklere og iværksættere torsdag d. 28/10 mødtes på betonelementfabrikken Ambercon ved Aalborg for at sætte turbo på udviklingen af Danmarks - og verdens - første højisolerede betonelementer i højstyrkebeton.
Slanke betonmoduler i Energiklasse 1
Paraplyen disse forskellige mennesker mødtes under er det fælles udviklingsprojekt Connovate, der netop via et tilskud fra højteknologifonden på ikke mindre end 15 millioner kr. nu for alvor er i stand til at sætte skub i et projekt, der gennem de senere par år er blevet udviklet hos forskningsafdelinger på bl.a. DTU, elementproducenten Ambercon, HPC producenten Contec og Arkitema.
Kreativ Leder for projektet hos Arkitema, Karsten Bro forklarer: “Det har været en utrolig interessant proces med så mange dygtige mennesker, der alle har arbejdet mod ét fælles mål. Gennem innovationsprocessen er det lykkedes os at udvikle et stærkt betonelement, der uden kuldebroer kan overholde energiklasse 1 med en tykkelse på kun 25 cm mod 50-60 cm for traditionelle ydermurselementer”. Og han fortsætter “Gevinsten med hensyn til vægt og håndtering - og dermed energiforbrug - er åbenlys. Desuden betyder den reducerede tykkelse populært sagt, at man i en traditionel lejlighed, hvor man altid arbejder med brutto-arealer, får et ekstra børneværelse foræret i forhold til det konventionelle elementbyggeri.”
Workshop om betonsystemet og dets fremtid
Til workshoppen i torsdags kunne alle se hvordan selve elementerne til systemet bliver støbt og på den måde få en konkret forståelse af produktionsprocessen. Samtidig havde workshoppen til formål at samle al viden, der kan være med til at fremtidssikre det nye betonsystem. Workshoppen var den første i en serie, der i løbet af de næste 3 års tid skal bringe Connovates bud på fremtidens betonbyggeri ud i virkeligheden. Prøvebyggerier er allerede under planlægning forskellige steder i landet.
Henrik Stang, Professor og konstitueret Institut Direktør ved DTU Byg fortæller “For os på DTU Byg er dette projekt utrolig interessant at arbejde med. Projektet er i en klasse for sig, primært pga. den holistiske tilgang til opgaven. I dette projekt får vi på DTU Byg muligheden for at arbejde med samtidig optimering af materialesammensætning, bæreevne og isoleringsevne, mens vi via projektparterne får mulighed for at inkludere en lang række andre egenskaber i optimeringen. Mulighederne og udfordringerne i denne holistiske tilgang blev til fulde demonstreret ved den netop afholdte workshop, vi kan ikke vente med at komme i gang”, slutter Henrik Stang.
Fuldskalabyggeri under snarlig opførelse
En tredie aktør i Connovate samarbejdet er elementproducenten Ambercon. Direktør Torben Enggaard forklarer: Som producent kan vanens magt i svære tider være den klare årsag til at man ikke allokerer kræfter nok til at tænke anderledes og langsigtet – med Connovate skaber vi fremtidens byggeelementer og fordelene er overvældende i samtlige værdikæder – både hos os som producent og helt frem til slutbrugeren. Vi producerer allerede nu fuldskala byggeri i Connovate-regi og det tegner meget lovende for fremtiden. Så lovende at vi om ca. 4 måneder kan fremvise ikke mindre end tre referencer, hvoraf den ene er at finde i Sydafrika.”