Arkitema er blevet prækvalificeret til at deltage i en nordisk projektkonkurrence om udbygningen af Södersjukhuset i Stockholm. Arkitema danner hold med CCO arkitekter, Inccord installationsrådgiver, WSP ingeniører og Asplan Viak trafikplanlæggere. Konkurrencen omfatter udformning af en nybygning på 35.000 m² samt ombygninger i eksisterende bygning.
Arkitema Sundhed
Arkitema Sundhed er et ekspanderende forretningsområde i Arkitema med 30 ansatte i henholdsvis Århus og København. Et forretningsområde som vi satser stærk på via en målrettet strategi – derfor er vi meget glade for netop denne prækvalifikation.
I øjeblikket arbejder vi med flere store sygehusbyggerier, blandt andet Molde Sygehus i Norge på ca. 50.000 m² med operation, opvågning, intensiv- og observationsafsnit. Derudover projekterer vi netop nu Østfold Sygehus i Norge i samarbejde med AART og Eliassen og Lambertz-Nilssen Arkitekter. Det nye Østfold Sygehus på 90.000 m² skal samle en række sygehuse i ét stor-sygehus, der vil dække den sydøstlige del af Norge og som vil blive en del af en strategisk satsning fra den norske regering, der vil effektivisere og forbedre det norske sygehussystem. I Danmark blev vi i 2008 udpeget som rådgivere af Hovedstadsregionens Koncern for en ny sygehusplan, og samme år vandt vi renoveringen af Gentofte Hospitals 1. patientbygning på 12.000 m².
Udover de grundige sundhedsrelaterede referencer, har vi med Arkitema Sundhed klare holdninger og viden om brugerne og den helbredende arkitektur.
De øvrige deltagere er Arkitektfirmaet C. F. Møller/Berg Arkitektkontor AB, Johan Celsing arkitektkontor/NSW arkitekter & planleggere/Arstad arkitekter, BSK Arkitekter/Eliassen og Lambertz – Nilssen Arkitekter AS, Nivå landskapsarkitekter og LINK Arkitektur.
Læs mere på www.locum.se/projekttavling