Retten på Frederiksberg
På Frederiksberg skal Arkitema i et rådgiverteam sammen med Balslev A/S og Jørgen Nielsen A/S deltage i konkurrencen om Retten på Frederiksberg. Konkurrencen er en udvidelse af retsbygningerne med en selvstændig bygning på ca. 5.000 m², der skal supplere den fredede retsbygning fra 1921. Nybygningen skal bl.a. indeholde retssale, kontorer, bibliotek, møde og ventearealer samt diverse personalerum og kælder.
Området er præget af det meget smukke og sammenhængende bygningsanlæg, som foruden Domhuset, består af Politi- og Brandstationen samt Solbjerg Kirke, påbegyndt af Hack Kampmann og færdiggjort under Kaj Gottloeb. Der stilles således høje krav til arkitekturen i forbindelse med nybygningen, ligesom der også stilles høje krav til udformningen af de omkringliggende arealer.
Møntergården i Odense
I Odense er Arkitema sammen med et rådgiverteam bestående af Grontmij | Carl Bro A/S, restaureringsarkitekt Erik Einar Holms Tegnestue ApS og udstillingsarkitekt Eskild Bjerre Laursen, prækvalificeret til konkurrencen om en ny udstillingsbygning til det eksisterende og fredede Møntergården.
Som en del af arkitektkonkurrencen skal der udarbejdes en helhedsplan for hele Møntergården. Planen skal anvise, hvorledes den nye bygning kan indgå i en udvikling af det samlede museumskompleks, der styrker den funktionelle og arkitektoniske sammenhæng med byen og gennem bygningsmæssige udvidelser og udnyttelse af gårdrum understøtter den historiske formidling samt skaber en spændende oase med cafémiljø og rammer for historiske og kulturelle arrangementer.
Vi ser frem til begge konkurrenceforløb, der fint passer ind i vores mange referencer inden for dette tema. Lige nu er Arkitema og Erik Einar Holms Tegnestue i gang med at restaurere Frederik VIII's Palæ på Amalienborg til en moderne bolig samt repræsentative lokaler for Kronprinsparret, ligesom vi i 2008 afsluttede en omfattende restaurering og nybygning af ladegårdsanlæggene på Nørre Vosborg til kultur-, udstillings- og oplevelsescenter med tilhørende hotelfløj.
Læs mere om Arkitemas restaurerings- og renoveringsprojekter her