Design der forbedrer verden er ikke nødvendigvis spektakulære og blanke ting til hjemmet eller kontoret. Ofte er de virkelige forbedringer mere ydmyge og mindre synlige – men så meget desto vigtigere.
En sådan fornyelse er det nye affaldshåndteringssystem fra Flexys, designet af Arkitema.
Flexys er et ungt firma, der producerer byinventar med en decideret innovativ profil.
Flexys henvendte sig til Arkitema Design med en ide om at skabe et affaldssystem der kan håndtere den ændring i den offentlige affaldsprofil, der er indtrådt med nutidens udeliv. De normale skraldespande i byernes parker er slet ikke beregnet til at modtage pizzabakker, picnicudstyr og engangsservice i store mængder. Hertil kræves en affaldscontainer, men at stille sådan nogle op i alle parker er uæstetisk og derfor ikke en reel mulighed. Det betyder at en park som Kongens Have i København efter en weekend flyder med pap, flasker og tallerkner til stor gene for alle. Flexys havde den tanke at udvikle en måde at skjule den almindelige affalddscontainer på. En måde der både skulle være praktisk, æstetisk og bæredygtig.
Arkitemas løsning er et modulært pladesystem, der foreløbig er designet i to materialer: Træ og hulplade. Hulpladen giver mulighed for at præge bomærker eller våbenskjolde ind i systemet. Løsningen er desuden nem at opstille og tage ned igen, så parkernes affaldskapacitet kan variere med årstiden.
Systemet er blevet vist for Slots- og ejendomsstyrelsen der har vist så stor interesse at to prototyper nu er opstillet netop i Kongens Have.
- Da Flexys henvendte sig kunne vi med det samme se ideen og det har været en fornøjelse at udvikle projektet sammen med et ungt firma, der både har energi og meget hurtige beslutningsprocesser siger designchef Anne Qvist fra Arkitema Architects.
Selv om løsningen virker meget enkel har der været mange designovervejelser i processen fortæller Anne Qvist: - Det er vigtigt at folk ikke river sig på noget eller klemmer fingrene. Desuden skal systemet klart udstråle at det er beregnet til affald – og så alligevel være æstetisk. Endelig er der materialeovervejelser. Af hensyn til bæredygtigheden ønsker vi, at anvende materialer med lang levetid – og som i øvrigt kan genbruges.
Når prøveperioden i Kongens Have er afsluttet vil designet blive taget op til en sidste bearbejdning og vil så være klar til at sluge pizzabakker og andet uhåndterligt affald fra sommeren 2010.