I Danmark har vi mange smukke herregårde. Nogle fungerer stadig som landbrug, andre producerer i stedet oplevelser.
Sådan et sted er Nørre Vosborg. Et sted for helt unikke oplevelser. Tæt på naturen, tæt på arkitekturhistorien og med madoplevelser, kultur- og konferenceaktiviteter lige om hjørnet.
Fra landbrug til oplevelser
På den smukke herregård Nørre Vosborg har Arkitema restaureret, konverteret og tilbygget, så herregården i dag fremtræder som et nutidigt hotel-, kultur- og konferencecenter, med en nybygget hotelfløj og med nyindretninger af alle ladegårdens mangeartede bygninger. Erik Einar Holms tegnestue har stået for restaurering og ombygning af herregårdens borganlæg.
Nørre Vosborgs historie strækker sig helt tilbage til avls- og ladebygninger fra 1532. Adskillige brande har gjort herregården anno 2008 til en skønsom blanding af 1700-tals historie og arkitektur, og en mere nutidig historie fra efterkrigstiden 1946-50, samt mange funktionsbestemte ændringer siden da.
Til trods for det store tidsmæssige spænd, de mange historiske lag og det stærkt funktionsopdelte anlæg, giver ladegårdens symmetriske aksefasthed og de bygningsmæssige dimensioner, ikke mindst de to ladebygninger, et samlet indtryk af et anlæg med stor homogenitet og med ”stedets ånd” intakt.
Det har derfor været en lystfuld, men krævende balancegang at omforme disse mangeartede bygninger fra forskellige tidsaldre til helt nye formål, hvor svinestalden bliver storkøkken og maskinladen indrettes som koncertsal!
Den nye bygning til hotelophold
Den nye hotelfløj, tegnet af Arkitema, matcher i volumen det eksisterende anlægs største bygninger. Men på trods af sin størrelse og placering, konkurrerer den ikke med det historiske gårdrum og hovedaksen i anlægget.
For at underspille hotelfløjens rolle og undgå slagside i det historiske anlæg, valgte vi alternative materialer i forhold til avlsbygningernes dominans af røde teglmure og stråtækte tage.
Valget faldt på træ, der opfyldte kriterierne, og som yderligere er et uprætentiøst materiale op imod de nøjsomme teglbygninger. Træmaterialet kendetegner hele bygningen, der også på taget er beklædt med
brædder af spejlskåret sibirisk lærk, lagt på klink.
Hotellet er kendetegnet ved et kvistløse tag. Vi har løftet og åbnet klinken og herved muliggjort et bånd i tagfladen, der integrerer de åbninger, der er nødvendige for beboelsen af tagetagen. Ved at lægge åbningerne til terrasserne ind i det halvåbne bånd, fik vi hermed mindsket og opløst den visuelle opfattelsen af ”huller” i den ellers homogene tagflade.
Hotelfløjen danner med sin placering en ny rumlig sammenhæng med Nordladens ”glemte” 1700-tals nordside. Det nydannede gårdrum er et veldefineret rektangulært rum der, modsat det eksisterende gårdrum, lukkes mod vest af Forpagterlængen – den tidligere beboelse for stedets teglværksarbejdere.
I forbindelse med indvielsen fredag d. 4. april 2008 udstiller Arkitema, Erik Einar Holms tegnestue og Realea plancher, der gennemgår arbejdet med restaurering, konvertering og tilbygning til Nørre Vosborg.
Data
Adresse: Nørre Vosborg, Vembvej, Vemb
Bygherre: Realea
Omfang: Hotelfløjen, 118m² indeholder 37 dobbeltværelser
Læs mere om Nørre Vosborg på http://www.nrvosborg.dk/