Genveje


Indhold

Nørre Vosborg nomineret til Mies van der Rohe-prisen 2009

2. dec. 2008

Udover at Nørre Vosborg i år både er blevet shortlisted til en World Architecture Festival-pris og udpeget som vinder af Holstebro Kommunes Arkitekturpris 2008 for både restaurering og hotelnybygning er herregårdens nye hotelfløj nu med i opløbet til den internationale arkitekturpris, Mies van der Rohe-prisen.

Akademisk Arkitektforening og DANSKE ARK har nomineret Nørre Vosborg sammen med fire andre danske projekter. Mies van der Rohe-prisen uddeles hvert andet år for at anerkende og belønne arkitektur af høj kvalitet, som ved sin nytænkning tjener som forbillede for andre arkitekters arbejde.
Arkitema er meget beæret og glad for nomineringen til den anerkendte og prestigefyldte arkitekturpris. Vinderen tildeles – udover den store ære - en hovedpræmie på 50.000 €. Der uddeles også en sekundær præmie på 20.000 €. Udover at vinde de to pengepriser udvælges nogle af de nominerede projekter til et katalog og en udstilling, der skal turnere i Europa.
Juryen mødes midt i december og udpeger her fem projekter, som de besøger i løbet af foråret. Herefter afgør juryen hvem af de nominerede, der skal blive den endelige vinder af prisen.
Mies van der Rohe-prisen blev indstiftet i 1987 af Europa-Kommissionen, Europa Parlamentet og Mies van der Rohe Fonden.

Læs mere på www.miesbcn.com


Om Nørre Vosborg

Længst ude i den vestligste del af Danmark ligger Nørre Vosborg. Her har den smukke herregård ligget siden 1500-tallet. En herregård, der har gennemlevet en lang historie og derfor er en interessant blanding af 1500-tals og 1700-tals arkitektur, sammen med mere nutidige ændringer fra efterkrigstiden. Nu efter Arkitemas restaurering, ombygning og udvidelse er Nørre Vosborg blevet et kulturelt mødested og konferencecenter med et nyt hotel, der ligesom de historiske bygninger taler et enkelt arkitektonisk sprog og som viderefører stedets helt særlige ånd.
Hele herregården består af tre bygningsanlæg. En hvidpudset hovedbygning, restaureret og ombygget af Erik Einar Holms Tegnestue, et ladegårdsanlæg i lokal tegl, restaureret og konverteret af Arkitema og det nye hotel i træ også af Arkitema.
Med nybygningen af hotellet har den største udfordring været at lave et hus, der respekterer stedets ånd og samtidig har sit helt eget selvstændige udtryk. Det er lykkedes ved, dels at gentage ladebygningernes profil og langstrakte form, dels ved at placere hotellet parallelt med de eksisterende lader. Samtidig opnår vi et selvstændigt udtryk via et bevidst anderledes materialevalg, træ - et uhøjtideligt og naturligt materiale i kontrast til de røde murstensbygninger. Et materiale, som gennemsyrer hele bygningen, selv taget, der er beklædt med brædder af spejlskåret sibirisk lærk, lagt på klink.
Hotellet indeholder 37 dobbeltværelser i to etager samt en mindre foyer.

Læs mere om og se flere billeder af projektet her

Pressekontakt


Holger Dahl

Kommunikationschef
tlf. 4040 2552
e-mail: hda@arkitema.dk

Presse

Publikationer

Referencer