Fredag d. 29. august var der indvielse af renoveringen af Ege-, Birke- og Bøgeparken i Vollsmose, Odense. Arkitema har lavet bygningsrenovering og friarealforbedringer i Bøgeparken. Og Bøgeparken er blevet et nyt sted. Et mere levende og et meget mere trygt sted at bo.
Med fokus på sociale udfordringer
I arbejdet med Bøgeparken har fokus først og fremmest været på at forbedre vilkårene for parkens beboere. På denne måde har de arkitektoniske valg altid sigtet mod at fremme liv og tryghed for beboerne. Banke vægge ned og skabe fælles rum. Åbne op for lys, butikker og klublokaler og skabe masser af nye legepladser og levende landskabelige rum.
Her spiller parterreetagen en afgørende rolle. Herfra er der adgang til alle boliger, her starter oplevelsen af livet i området, og her var det oplagt at placere et livgivende butikstorv. Før var beboerne utrygge ved at bruge parterreetagen, fordi der ingen vinduer og dermed ingen lys var, og fordi man for at nå hen til indgangene skulle igennem en mørk tarm af garager. Parterreetagen indeholdt indgange og adgang til opgangene og derudover mange hundrede kvadratmeter kælderrum, som kun få turde bruge. Derfor stod de mange etagemeter ubrugte hen, og derfor tog vi fat her. Først fjernede vi garagerne og placerede dem spredt rundt på parkeringsarealerne, så de ikke danner afskærmende mure, men fremstår som fuktionelle begrønnede øer. Vi åbnede parterrerne op ved at integrere brede passager i parterren med mulighed for at komme på tværs i parken og lade livet sive konkret gennem boligblokkene. Og vi etablerede nye lyse opgange og fællesrum med store glasfacader i stedet for mørke gange.
Vi ville ikke bare give Bøgeparken nye farver og nye facader, men hellere iværksætte en gennemgribende renovering med fokus på det sociale liv i området. Hele planlægningen af renoveringen foregik i nært samarbejde med lokale brugergrupper, så beboernes behov altid havde mulighed for at blive integreret i det endelige design.
Et integreret ældrecenter midt i boligområdet
Før den omfattende renovering måtte de ældre bo spredt rundt omkring i Vollsmose og var bange for overfald og indbrud. Alternativt kunne de vælge at flytte på plejehjem langt fra Vollsmose og dermed langt fra andre med samme kulturelle baggrund og langt fra familie og venner. Vi valgte at samle de ældre i højhuset med boligtorvet i underetagen. Her er de i trygge og sikre rammer med egen indgang og med personale lige inden for rækkevidde. Samtidig bor de sammen med ældre, de deler sprog- og kulturel baggrund med, og deres børn og børnebørn kan nemt komme på besøg på vej hjem fra skole, butikstorvet eller legepladserne.
Legepladser betyder liv og tryghed
I alle friarealerne mellem boligblokkene har vi etableret legepladser. Hvert friareal sin legeplads med sine legeredskaber, så alle legepladser byder på noget forskelligt og henvender sig til henholdsvis små og store børn. Hvor der før var store græsplæner, spredt beplantning og enkelte legeredskaber er der nu legepladser overalt og snoede stier til henholdsvis gående og cyklende trafik. Stierne snor sig rundt i området mellem det lettere modulerede landskab med små bløde høje integreret i græsplænerne – en oplevelsessti der binder de tre parker sammen, og som er afskærmet for biler. Stierne, det modulerede landskab og de forskellige legepladser giver karakter til friarealerne, og mellemrummene mellem husene er nu aktiveret af børn, der leger, cykler og griner. Voksne, der sludrer tæt på deres børn, og beboere, der slentrer på de snoede stisystemer og ikke er bange for at blive torpederet af fartglade bilister.
Renoveringen af Bøgeparken fortsætter de næste år frem med udskiftning af vinduer og pudsning af facader.
Læs mere...