Genveje


Indhold

Bamboo Towers

6. nov. 2008

Arkitemas projekt til Klimakonferencen i Beijing skærer 90% af energiforbruget

Udover at fungere som medarrangører af Klimakonferencen i Beijing fremlagde adm. dir. for Arkitema China, Per Feldthaus et virtuelt højhusprojekt tegnet af Arkitema. Projektet er et eksempel på de muligheder som bæredygtigt byggeri har for at skabe en kraftigt reduktion af den kinesiske byggesektors samlede CO2 forbrug.

På klimakonferencen afholdt i Beijing den 23. oktober i år med blandt andre Anders Fogh Rasmussen og den kinesiske vice-minister Xie Zhenhua som hovedtalere, fremlagde Arkitema et virtuelt boligprojekt tænkt placeret i Beijing. Projektet, Bamboo Towers, er skabt i et samarbejde mellem Arkitema og COWI og beregnet fuldstændig som et virkeligt projekt og er derpå blevet underkastet en analyse af McKinseys eksperter. Det viser sig, at man ved at anvende passive teknologier alene opnår en CO2 besparelse på 69% sammenlignet med eksisterende kinesisk højhusbyggeri, og hvis man dertil føjer aktive teknologier som solfangere, solceller og jordvarme, kan man opnå en besparelse på hele 90%. Mængder der virkelig betyder noget, når man tænker på, at Kina forventer, at op mod 300 millioner mennesker vil flytte fra land til by i de kommende 20 år.

”Vi kan som arkitekter påvirke klimadebatten, fordi vi véd, hvor vi kan sætte ind og opnå besparelser. Vi kan kombinere de forskellige energiproducenter med vores viden om den gode bolig, og vi kan inddrage alle beslutningstagere og interessegrupper i netværk, så vi kan skabe helhedsløsninger – lige fra den konkrete bygning til en hel by” siger Per Feldthaus.

Bæredygtig arkitektur – hvordan?

Grundideen bag Bamboo Towers er at vi tænker bygningen som en organisme, der udveksler energi med sine omgivelser og sine brugere. Bamboo Towers skal ikke bare være højhuse i byen, men høje huse integreret i byen. Integreret i menneskene og som et medie til at integrere natur inde i husene.
Vores forslag tager udgangspunkt i analyser foretaget i konteksten, derudover den selvfølgelige fokus på miljømæssig bæredygtighed også har fokus på social bæredygtighed. Når man bygger i Kina skal man forholde sig til Feng Shui traditionen og derfor har vi som udgangspunkt lavet fem huse, der står på fem bakketoppe, der efter Feng Shuis principper giver lykke. De fem højhuse bygges som kompakte huse placeret i fem typer landskaber, der alle tager principper op fra Feng Shui. Et landskab, der er tætbeplantet med træer i skovlignende formationer, et landskab der med bløde niveauspring skal lede tanken hen på kinesisk landbrug med grønne rismarker, et urbant landskab, et landskab med fokus på vand og et sidste landskab med blomstrende enge som hovedtema. Alle haverne udstyres med funktioner, der passer til temaerne.

Tæt på de arkitektoniske greb

Et vigtigt aktivt bæredygtigt og arkitektonisk element er de kompakte bygninger med gennemgående atrier, der kiler sig op gennem hele bygningen og som ender ud øverst på siden af højhusene. Et atrium, der fungerer som ét stort åndehul, der formidler sollys ind midt i bygningen og som via spejle langs atriets indre beklædning trækker dagslys hele vejen ned igennem huset. Samtidig fungerer atriet som naturlig ventilation, der f.eks. i sommernatten kan køle husenes indre kerner og samvirke med ventilationssystemet til boligerne. Et atrium, der optimerer de passive tiltag. Øverst bliver hele tagfladen beklædt med solfangere.
Ud over at højhusene med atriet og dets åbning har forbindelse til himlen slår huset ”rødder” i jorden. Dybe borehulslagre hjælper bygningerne med at holde de rette komforttemperaturer via udveksling af varme og kulde.
Et hus fuld af fysiske flader, der alle fanger og forvalter energi og dermed mindsker den samlede CO2 udledning radikalt og en arkitektur, der har fokus på at kombinere rum, materialer og teknik, så de skaber mest mulig energieffektivitet og gode leverum for mennesker.

Haver i huset – huset i haven

Udover at alle husene er placeret i bevidst bearbejdede haver er selve højhusene beplantede både horisontalt og vertikalt. I husenes hjørner etablerer vi synlige haver – vertikale haver, der skal understrege det vertikale i bambusrøret og fungere som grønne åndehuller, der ventilerer og renser luften i husene. Og vandrette haver, der skal fungere som fælles uderumsarealer, som beboerne kan valfarte til og bruge som aktive gårdrum i højden, der samtidig bryder den turbulens, der ellers ville opstå nede langs bygningerne. Igen et billede på bambusplanten – her som et ekko af de markante vækstringe bambus består af.
Derudover udstyres alle lejligheder med et mindre uderum, der fungerer som vinterhaver, der om sommeren vil kunne åbnes op og fungere som udluftning og som et grønt åndehul. Beboerne skal altid være tæt på noget der vokser og giver liv – på grøn vækst.

Data

Omfang: 157.300m² boliger og 78.650m² butikker, kontorer m.v.
Ingeniør: COWI A/S
Passive tiltag: klimaskærm, klimazoning (atrium og haver), naturlig ventilation, dagslysudnyttelse.
Aktive tiltag: Solfangere, solceller, borehulslagre.

Kontaktperson


Anna Kathrine Bisgaard

akb@arkitema.dk

Presse

Publikationer

Referencer