Alderdommen er den sidste tid i vores liv og derfor er det vigtigt, at den bliver bedst mulig. Og her har de fysiske rammer stor betydning. Samtidig er det vigtigt, at omgivelserne støtter op om den enkeltes identitet og udgør hjemlige rammer, der er rare at opholde sig i, og som er vedkommende for den enkelte.
I Arkitemas vinderforslag til Ældrecenter i Tórshavn har vi fokuseret på at skabe individuelle boliger, der alle indgår i ét stort fællesskab. Disse boliger er i deres design identitetsskabende, de vækker genkendelighed for de ældre og har alle en fantastisk udsigt til fjorden.
Nyfortolkning af det traditionelle færøske hus
Udover at alle beboerne vil få udsigt til fjorden – en i Thorshavn skattet og genkendelig udsigt – vil de også føle sig trygge og velkomne i de små huse med deres karakteristiske formsprog. Et formsprog, der er taget direkte ud af færøsk byggeskik. Husene er en moderne fortolkning af det traditionelle færøske hus med en massiv stenbase, en træbeklædt facade, få regulære vinduer og øverst et saddeltag. Vores forslag genbruger disse karakteristika i de små huse, der alle står solidt plantet på en tung base, har træbeklædte sortmalede facader, regulære vinduer, og som med sine mange saddeltage peger mod himlen og tilbage i færøsk arkitekturhistorie.
Med alle de små genkendelige huse nedbryder vi skalaen, så ældrecentret fremstår som en række små færøske huse, der fint stiller sig skulder ved skulder i det grønne, skrånende landskab. Hallgrimur Thor Sigurdsson, arkitekt og kreativ leder i Arkitema med det nordatlantiske marked som sit forretningsområde, uddyber ”I det nye Ældrecenter i Tórshavn genkender de ældre udsigten, de genkender facadeudtrykket, og de kan opretholde og endda forbedre deres livsform i de moderne faciliteter. Centret består af boligenheder med optimale leveforhold og med gode fælles faciliteter lige uden for døren”.
Efter prækvalifikationen blev seks firmaer udvalgt. Fem danske og et færøsk arkitektfirma.
Uddrag af dommerbetænkningen
Juryen finder at forslagsstilleren med en flexibel disposition af hver enkelt fase signalerer at arkitekturen tilpasser sig de funktioner som bygningen bogstaveligt talt er ramme om. Generelt var det også det forslag som havde mest hold på detaljerne, sådan at det samlede forslag var overbevisende.
Forslagsstilleren opererer med et todelt bygningskompleks udformet som 2 u-formede klynger forbundet af en korridorlignende bygning som samtidig rummer adgang til komplekset. De to afsnit dannes hver især af sammenhængende småhuse som danner ramme om de fælles og fælleskabsskabende funktioner. Den fleksible ramme om fællesarealerne sikrer at hver enkelt bolig har udsigt over fjorden
Kompleksets giver mindelser om færøske bebyggelser med klynger af huse omkring fællesarealer (tun).
Fælles faciliteter ligger tæt på bostederne. og personaledriftsmæssigt vurderes den koncentrerede klyngeform at være meget hensigtsmæssig og økonomisk.
Udearealerne ligger naturligt rundt om bygningerne og har en passende bearbejdning som kan danne grundlag for videre detaljering.
Arkitektonisk beskrivelse
Husene i ældrecentret inddeles i individuelle enheder, bestående af en række små huse, der omgiver fælles servicearealer. Husene hænger sammen og etableres i to u-former, i henholdsvis fase 1 og 2. De to bebyggelser sammenkædes af en transparent bygning, hvor også hovedindgangen placeres og adgangen fra p-kælderen i kælderen støder til. På denne måde kan de to bebyggelser efter 2. fase fremstå som ét sammenhængende ældrecenter. To små byer, der hægtes sammen af en transparent indgangsbygning.
Fase 1 består af et plejecenter med 24 boliger i én etage og et servicecenter. Her skal de ældre med stort behov for pleje og tilsyn bo. Dem der ikke længere kan bo alene, og som har brug for trygge rammer med plejepersonale lige inden for rækkevidde. Derfor er bebyggelsen formet, så boligerne i u-formen ligger tæt overfor hinanden, og alle har nem adgang til servicefaciliterne.
Modsat åbner fase 2 bebyggelsen sig mere op og ligger op til større grad af individualitet og privatliv. Denne bebyggelse har boliger over to etager og rummer derudover servicecenter og aktivitetsrum for ikke bare ældrecentrets beboere, men også for resten af de ældre i Thorshavn. Her lever de ældre, der har mere overskud, og som kan klare sig selv.
Data
Adresse: ”Yvir við Strönd”, Thorshavn, Færøerne
Omfang: 5.200 m²
Bygherre: Tórshavnar Kommuna
Landskabsarkitekt: Arkitema
Ingeniør: OBH Rådg. Ingeniører A/S
Præmiering: 1. præmie, 2008