Genveje


Indhold

Vidensbrønd får pris

30. nov. 2007

Red dot award til Arkitema

Interaktivt gulv får stor international designpris

- hæder til nyt koncept for integration af it i undervisningen

Fredag d. 30. november modtog skaberne af det interaktive gulv Vidensbrønden den prestigefyldte internationale designpris Red Dot Award. Prisoverrækkelsen fandt sted på The Red Dot Design Museum i Singapore.
Sammen med 17 andre ud af 884 indsendte bidrag har Vidensbrønden modtaget udmærkelsen ”red dot: best of the best for highest design quality” i kategorien design-koncepter.

En forløber for Vidensbrønden – det såkaldte iFloor - modtog i 2004 Den Danske Designpris, og den mere avancerede Vidensbrønd opnår nu international anerkendelse med en af de mest prestigefyldte designpriser i verden.


Skærm i gulvet

Konceptet bag Vidensbrønden er at integrere it i undervisningen på en helt ny måde. Det interaktive gulv, der er i daglig brug på Møllevangsskolen i Århus, er et supplement til elevernes stillesiddende arbejde foran computeren. På gulvet er computeren erstattet af en 12 kvm. stor skærm nedsænket i gulvet med en nyskabende brugergrænseflade. Ved at bruge fødder og hænder som mus ”klikker” eleverne på skærmen og løser på den måde forskellige opgaver i f.eks. engelsk og tysk. De kan dyste mod hinanden i matematik-spil og bruge kroppen aktivt undervejs. Konceptet bygger på forskning, der har påvist at fysisk aktivitet fremmer læring. I fagsproget kaldes det ”kinæstetisk læring”.
Vidensbrønden har både en social og en pædagogisk funktion ved at kombinere leg, bevægelse og undervisning. Den bruges ydermere til specialundervisning af hørehæmmede elever.


Læringsspil

- Vidensbrønden er et spændende tilskud til den almindelige undervisning, fortæller Gitte Molbæk, pædagogisk it-vejleder på Møllevangsskolen.
- Vi bruger brønden til læringsspil, udviklet af skolens lærere, og desuden kan børnene selv lave spil og opgaver til hinanden. På den måde lærer de at samarbejde, samtidig med at de lærer om det konkrete fag.
- Lige nu er nogle af skolens lærere i gang med at udvikle opgaver til faget natur og teknik, og matematiklærerne har planer om at bruge Vidensbrønden til geometriundervisning.


Skoleeksempel

Rådmand for Børn og Unge Magistraten i Århus Louise Gade ser store perspektiver i Vidensbrønden:
- Rigtig stort til lykke til forskerne bag projektet – men også til børnene, der er centrum i en utroligt spændende udvikling i krydsfeltet mellem leg, læring og it. Vi har netop fået afsat foreløbig 500 mio. kr. over de næste 10 år til at udvikle og forbedre de fysiske rammer, og Vidensbrønden er et skoleeksempel på, hvad vi kan gå efter. Jeg glæder mig over, at vi har de førende eksperter lige ved hånden her i Århus – det er bare flot, siger Louise Gade.


Stor interesse

Vidensbrønden på Møllevangsskolen fungerer som et levende laboratorium, hvor forskere og pædagoger hele tiden udvikler nye applikationer, samtidig med at den tekniske del af Vidensbrønden forbedres.
Skaberne af Vidensbrønden satser på at udvikle konceptet, således at der dels kan sælges software til en billigere udgave baseret på projektor og kamera i loftet; og dels kan sælges en model svarende til Møllevangskolens til nybyggerier. Markedet er der. Flere skoler har allerede meldt sig på banen som interesserede, og desuden kan konceptet bruges i mange andre sammenhænge, f.eks. i butikscentre, museer og biblioteker. Der er kontakt til mulige investorer.

Vidensbrønden er udviklet af forskere ved Center for Interaktive Rum (www.interactivespaces.net), Aarhus Universitet, Arkitektskolen, og Alexandra Instituttet i Århus i samarbejde med arkitektvirksomheden Arkitema, rådgivende ingeniørvirksomhed Søren Jensen A/S, Dansk Data Display og Århus Kommune.
Projektet er finansieret af Århus Kommune med støtte fra Oticon Fonden, Boligfonden Kuben og NCC. Forskningen bag Vidensbrønden af iSchool projektet under kompetencecenteret ISIS Katrinebjerg.


For yderligere information

Professor Kaj Grønbæk, Datalogisk Institut Aarhus Universitet, leder af Center for Interaktive Rum, tlf 8942 5636, mobil 2149 5634, e-mail: kgronbak@daimi.au.dk
Arkitekt Karsten Bro, Arkitema, mobil 22642285, e-mail: kbr@arkitema.dk
Civilingeniør og Ph.D.Ulla Madsen Thau, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, tlf. 41 94 94 39, e-mail: umt@sj.dk
Produktchef Peter Bræmer, Dansk Data Display A/S, mobil 28106681, e-mail: pb@dansk-data-display.dk

Relaterede projekter:

Møllevangskolen

Vidensbrønden er et interaktivt gulv, som integreres i skolens centrale arealer. Udviklet i forbindelse med genopbygningen af Møllevangskolen.

Læs mere om Møllevangskolen