Genveje


Indhold

3. præmie i Polen

28. dec. 2007

Arkitema opnåede en flot tredje plads i den internationale arkitektkonkurrence om European Solidarity Center, et nyt kulturhus midt i Gdansk historiske centrum. Arkitema var den eneste ikke-polske tegnestue, der opnåede en placering i konkurrencen.

Præmieringen af solidaritetscentret står ikke alene. Arkitema har inden for det sidste år markeret sig på det polske marked. Først med et indkøb og hædrende omtale i den prestigefyldte åbne internationale konkurrence om et nyt udstillings- og undervisningscenter til Pave Johannes Poul II i Krakow og nu med en tredje præmie i Gdansk. Derudover projekterer Arkitema lige nu på 700 kvalitetsboliger for Sjælsø Polen.
I konkurrencen om European Solidarity Center blev 62 tegnestuer prækvalificeret ud af et ansøgerfelt på 300 tegnestuer. Udover Arkitema var det otte polske firmaer, der blev præmieret.


Solidaritetscentret

Hvordan laver man et arkitektonisk sidestykke til den bedrift, som skabelsen af fagforbundet Solidaritet var og er. Hvordan udforme et monument til demokratiet, friheden og sammenholdet.
Arkitemas forslag udtrykker og konkretiserer solidariteten ved at lave en række singulære og himmelstræbende bygningskroppe, der skulder ved skulder tilsammen skaber en klynge af ekspressive bygningskroppe. Ligesom hovedfiguren – de mange bygningskroppe – materialiserer Solidaritetsbevægelsen, således er facadebeklædningen tænkt som en materialisering af sit ophav. I forslaget står alle facader som polerede ståloverflader. En gestus der peger direkte tilbage til værftet og dets mange arbejdere, der i 1980 opnåede frihed til at organisere sig i Solidaritet.



Data

Officielle titel: European Solidarity Center
Adresse: Gdansk, Polen
Kategori: Kulturhus/museum
Præmiering: 3. præmie
Bygherre: Gdansk Municipality