Dansk arkitektureksport til Kina
Endnu engang bliver der delt frøer ud hos Danmarks største tegnestue Arkitema. To store byggeprojekter i Kina er i hus. Et helt nyt boligområde på 722.000 m² og 70.000 m² administrationsbygning for CNOOC, Kinas største olieudviklingsselskab.
Ny bydel i Changsha
I Arkitema har man den faste tradition, at når en arkitektkonkurrence er vundet, så får alle medarbejdere chokoladefrøer. Og her i november måned har frøerne hoppet rundt på bordene. Først med offentliggørelsen af, at Arkitema skal bygge en ny administrationsbygning for Kinas største olieudviklingsselskab CNOOC. Og senest med underskrift på kontrakt for etablering af et 722.000 m² stort boligområde med idræts- og kulturfaciliteter i Changsha i det sydlige Kina.
Det moderne Kina oplever i dag samme massive indvandringer fra land til by, som Europa oplevede under industrialiseringen. Derfor har Kina brug for nye medmenneskelige, bæredygtige og arkitektonisk smukke byer. Arkitema har tegnet en by, hvor landskabet og placeringen af boliger og boligtyper er tegnet med udgangspunkt i at skabe en bystruktur, der giver rum til mangfoldighed og masser af glade kinesere.
Den nye by strækker sig som to bånd i det kuperede landskab. Et område mod nord med tre forskellige typer eksklusive villaer forbindes med et område mod syd via en blå park med små søer og rekreative områder. Mod syd ligger et grønt parkområde med højhusbeboelse i op til 18 etager og idræts- og kulturfaciliteter.
Lys i alle kontorer
CNOOC administrationsbygningen skal bygges i et eksisterende kaffe- og telager. Arkitema's forslag vandt bl.a., fordi det var tro overfor den oprindelige bygning med dens store markante søjler. Et andet vigtigt element er adgangen til lys.
”Som skandinavisk tegnestue er lys altid tilstedeværende og meget vigtigt for den arkitektoniske udformning – men for de fleste kinesiske medarbejdere er adgangen til lys ikke en garanti. Med Arkitema's CNOOC bygning bliver lys en garanti. Her vil alle kontorpladser få gode lys- og udsigtsforhold”, fortæller partner Bendt Almvig .
Kontor i Beijing
Med de to vundne konkurrencer, med byggeprojekter undervejs og med konkurrencer, der venter på afgørelse har Arkitema's satsning i Kina i den grad båret frugt. Kontoret i Beijing har lige nu fire ansatte, men i løbet af december måned vil medarbejderstaben blive tredoblet for at kunne følge med den store efterspørgsel.
For mere information kontakt partner og ansvarlig for Arkitema i Kina Bendt Almvig, e-mail: bal@arkitema.dk, mobil 40184355
Data
Officielle titel: Ny bydel i Changsha
Adresse: HanPu Science Park, Changsha, Hunan Provinsen
Kategori: Boligområde med idræts- og kulturfaciliteter
Areal: 722.000 m²
Præmiering: 1. præmie
Opførelsesår: 2008-2010
Bygherre: Changsha Nanshan Development Co Ltd
Øvrige samarbejdspartnere: China BCEL
Officielle titel: CNOOC
Adresse: Linkong Economic Park, Changing District, Shanghai
Kategori: Administrationsbygning
Areal: 70.000 m² (50.000 m² kontor og 20.000 m² parkering)
Præmiering: 1. præmie
Opførelsesår: 2008-2009
Bygherre: CNOOC
Øvrige samarbejdspartnere: China BCEL