Arkitema vinder masterplan i Island
Arkitema skal bygge en ny bydel på 63 hektar i Stor-Reykjavik området. En bydel der består af en blandet bebyggelse med ca. 720 boligenheder fordelt på enfamiliehuse, dobbeltvillaer, rækkehuse og tæt-lave boliger samt en erhvervsbebyggelse på 8.500 m², to børnehaver og en skole.
Ikke langt fra Reykjavik centrum i et område, der hedder Hnodraholt, skal Arkitema's nye bydel ligge. Placeret på en bakketop med god kontakt til golfbaner, grønne arealer og med en fantastisk udsigt til bjergene omkring Reykjavik.
Arkitema's vinderforslag, udarbejdet i samarbejde med vores islandske samarbejdspartner Arkthing, løser opgaven dels ved at lade de planlagte bebyggelser vokse i højden ind mod midten i takt med bakkens hældning, dels ved at lade en grøn boomerang kile sig ind gennem hele området fra syd mod nord og ved at placere en folkeskole og to børnehaver centreret i området. Dette centrum vil fungere som en magnet for områdets beboere. På skolen skal områdets børn tilbringe deres dagtimer, og om aftenen vil skolen kunne bruges som samlingspunkt for områdets beboere. Centrummet er placeret på toppen af bakken, der falder dramatisk 60 m hele området rundt.
Den grønne boomerang vil blive samme sociale samlingspunkt som området omkring skolen. Med bugtende stisystemer, små samlinger af træer og muligheden for frisk græs mellem tæerne, vil parkområdet blive et attraktivt åndehul og mødested. Her er børnene fra hele området sikret en trafik-fri og problemfri adgang til skolen. Den grønne boomerang modstilles af en overskuelig og enkel infrastruktur, der gør det let at navigere rundt i området.
I Hnodraholt er man tæt på hinanden og tæt på Reykjavik. Man har udsigt til bjergene og ikke langt til en attraktiv golfbane og til områdets park. En lille harmonisk bydel, der på elegant vis spreder sig over bakketoppen.
Data
Konkurrencen var inddelt i to faser. Fem teams blev prækvalificeret til 1. fase.
1. fase
Arkitema/ArkÞing/VSÓ (ISL og DK)
Batteríið/Landslag/VSB (ISL)
Arkiteo ehf (ISL)
Kanon arkitektar og Línuhönnun (ISL)
Zeppelin arkitektar (ISL)
2. fase
Arkitema/ArkÞing/VSÓ (ISL og DK)
Batteríið/Landslag/VSB (ISL)
For mere information kontakt Hallgrimur Thor Sigurdsson på telefon +45 5858 2122