Genveje


Indhold


Værløse Flyvestation udgjorde d. 2. september 2011 inspirerende og dramatiske rammer for en Arkitemadag, hvor hele tegnestuen med medarbejdere fra alle tegnestuer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark var samlet om ét fælles tema – bæredygtighed.
Dagen igennem blev vi introduceret for en række foredrag og teambuilding-øvelser. Det blev klart, at vi må fortsætte med at forholde os ikke bare bæredygtigt – men dygtigt – til de udfordringer vi står overfor. Et andet budskab var, at vi skal huske det enkle og anerkende sansernes betydning: At lade velsmagen diktere vores valg af fødevarer, at lade skønheden diktere vores arkitektoniske valg. Der var tanker, tegnefilm, hindbærsnitter, og hujen omkring i så stort omfang, at det overgik selv de mest overspændte forventninger. En god en dag med den klassiske Arkitema-ånd i fuld flor: De mange smil og den store åbenhed sammen med evnen til at have det sjovt for alvor.

Claus Meyer, Thomas Carstens og Troels Krankér
Første oplæg var med den anerkendte kok Claus Meyer, der oplagt og med mange smil på læben bl.a. fortalte om sin hans kulinariske barndom, hvor rasp og margarine blev kørt hjem på trailer fra Metro. Med etableringen af Nyt Nordisk Køkken i 2003 var målet at skabe en bedre madkultur, en ansvarlig madkultur – et nyt velsmagsparadigme, der hylder den regionale madkultur og som bevæger sig milevidt væk fra raspen og margarinen.

Efter Meyer fortalte Arkitema-partner og arkitekt Thomas Carstens om sit syn på bæredygtighed. Og hans budskab var at etablere en mere enkel og forståelig dialog om bæredygtigt byggeri. Skrue op for fornuften, tænke mere regionalt og så altid huske, at vores arkitektoniske hovedidé er den vigtigste – og hvis den
holder, så holder byggeriet også. Og holder længere. Carstens budskab var enkelt, klart og fint formidlet. Vi skal søge efter det supernormale, det naturlige og enkle til stedet og passe på at vi – med Carstens henvisning til Claus Meyer – ikke mister rigtig mange hvedesorter.

Sidste indlæg havde en økonomisk indgangsvinkel på temaet bæredygtighed. Her introducerede den unge fremtidsforsker Troels Krankér det nye begreb ECOnomics. Grundtanken er, at den økologiske bevidsthed altid fremstår som en bevidsthed, der er i opposition til den økonomiske. Det holistiske perspektiv, der tænker langsigtet taber altid til det kortsigtede fokus på profitmaksimering. Krankér introducerede derfor sit Aikidotrick – at man må erkende, at økonomien og profitten er den stærkeste motivationsfaktor og så være snedig nok til at få økonomien til at arbejde for det økologiske i stedet for imod det.

De endeløse græssletter i Værløse med de spredte F-16 hangarer som ejendommelige hermetiske mindesmærker over en forsvunden tidsalder, medvirkede til at skabe den inspirerende stemning af nybrud, der kun blev stærkere som dagen skred frem og i takt med at teambuilding-øvelserne blev gennemført.

Efter en gennemgang af flyvestationens fremtidsperspektiver ved Borgmester Ole Bondo Christensen fra Furesø Kommune og et hurtigt tøjskifte for de fleste deltagere gik vi over til de mere hedonistisk orienterede dele af programmet. Meyers dygtige assistenter havde dækket op med velkomstdrinks arrangeret så glassene stavede ARKITEMA og lidt senere blev der åbnet ind til salen, hvor en sand overflod af lækkerier, der inkluderede både søkogte rejer, rimmede kammuslinger, svenske korve og meget andet godt ventede os.