SE Arena
Se flere billeder fra projektet
Adresse: Stadion Allé, Vojens
Opførelsesår: 2010-2011
Omfang: 10.380 m²
Bygherre: Haderslev Kommune
Arkitekt: Arkitema, PlusM
Landskab: Arkitema
Ingeniør: Rambøll
Totalentreprenør: Hoffmann
I en fortløbende og dynamisk bevægelse binder en svungen teglstensvæg den nye arena og den eksisterende skøjtehal sammen til én helhed. Den nye hal integrerer både den eksisterende hal og knytter sig samtidig sammen med områdets øvrige idrætsfaciliteter.
Facaden fremstår i gul tegl og etablerer en rolig og uformel sammenhæng til området, der har karakter af lavt boligbyggeri. Af samme grund er den ny ishockeybane gravet ned i terrænet. Det giver to fordele: Hallens højde forbliver i en skala, der passer til området, og man opnår en spektakulær, nærmest ceremoniel ankomstsituation ad store ramper til et fælles foyerområde, der så åbner et flot kig ned til den nye hal.
En indre væg, der formmæssigt følger hovedfacaden, bølger sig gennem komplekset. Den lette skillevæg adskiller det betjenende og de betjente områder og skaber en samlet og æstetiske baggrund for de mange sponsorreklamer.
Arenaen får en kapacitet til f.eks. ishockey-kampe, skøjteløb og curling med plads til 5000 tilskuere. 2000 af disse pladser bliver siddepladser. Derudover klubfaciliteter, VIP-faciliteter, Sky-boxe og servicefaciliteter. Der etableres mødefaciliteter med en kapacitet på 400 gæster.