Vejle Stadion - konkurrenceforslag
Se flere billeder fra projektet
Adresse: Helligkildevej 2, 7100 Vejle
Omfang: 10.000 tilskuerpladser, 3.368 m² indendørsfaciliteter
Bygherre: Vejle Stadion
Landskabsarkitekt: Arkitema
Ingeniør: Cowi
Totalentreprenør: MT Højgaard
Konkurrenceår: 2006
Konkurrencetype: Totalentreprise
Det nye stadion placeres på et grønt plateau omkranset af trækronerne i Nørreskoven. Mellem træstammerne får man et glimt af fjorden langt nede.
Inde på stadion oplever man, at de høje trækroner danner en smuk indramning. Og gennem tribunens delvist transparente skærmvæg ses træerne som silhuetter. Naturoplevelsen er således indtænkt som en ekstra dimension, når man besøger Vejle Stadion.
Oplevelsen på stadion skal være intens. En intensitet, der primært opnås med skærmen, der danner et sammenhængende bånd omkring anlægget og kun efterlader en åbning ved forpladsen og indgangen til VIP-bygningen. Med skærmens sammenhængende forløb undgås døde hjørner, hvor lyd og atmosfære slipper ud. Skærmen udføres med perforerede sinusplader med et rytmisk lodret mønster, der giver associationer til stregkoder og kig ind mellem skovens træstammer.
I VIP-bygningen imødekommes man af et trippelhøjt foyerrum, der er orienteret mod forpladsen. I stueetagen mod nord ligger administrationen, mens omklædning til fitness er placeret ind mod banen. Fitnesslokalerne er placeret på to plan i bygningens østlige del. I kælderetagen er der faciliteter til spillerne med direkte adgang til banen via spillertunnelen. På øverste etage er der fra VIP–lounge, kontrolrum, presserum og TV-platform fuldt udsyn over banen.