Linak - produktionsvirksomhed på Als
Se flere billeder fra projektet
Adresse: Smedevænget, Guderup, 6430 Nordborg
Bygherre: Linak A/S
Arkitekt: Arkitema
Landskab: SLA Landskabsarkitekter
Ingeniør: Sloth Møller A/S
Entreprenør: Hoffmann A/S
Omfang: Ca. 10.500 m²
Opført: 2002
For at undgå konflikten mellem de runde former og en mere lineær produktionsgang, blev resultatet en rund firkant.
I den runde form er nemlig indskrevet en kvadrat-struktur, hvori produktionsforløbet indordner sig.
Husets infrastruktur tegner en H-form. Indgang, mødecenter og et spiseområde placeres inden for H’ets ene bensæt, hvor også administration og planlægningsfunktioner strækker sig ind mod bygningens midte. I dette område er der gode betingelser for fordybelse og dialog – og samtidig nærhed til produktionen.
Produktionen omkranser administrationen, mens lagerfunktioner udgør en tværgående zone i
H-strukturens andet bensæt.
Den runde fabriksbygning er således ramme om et integreret miljø, hvor alt - administration, udvikling og produktion - foregår i ét rum.
Rundt om i det åbne miljø placeres oaser til uformelle møder og ophold i pauserne.
Hvad angår bygningens ydre fremtræden ønskede Linak en bygning i dialog med omverdenen - en genkendelig og skulpturel form. Den cirkulære form – eller rettere den cylindriske form – afsluttes med en skrå afskæring, hvorved bygningen bliver særdeles genkendelig i landskabet. Ikke mindst om aftenen hvor en ring af ovenlys understreger bygningens form.
Den runde form er i sig selv en sluttet og indadvendt form, men cylinderen afsluttes forneden af et lavtsiddende vinduesbånd, som dels sikrer, at man kan se ind i bygningens indre, dels at medarbejderne har gode udsigtsforhold.
Lyset er i det hele taget et væsentligt tema. Fabrikshallen får masser af dagslys – ikke blot gennem vinduesbånd, men også via det smalle bånd, der adskiller facaden og taget. Herfra reflekteres lyset ind i hallen uden at være direkte og blændende. I tagfladen er integreret en række ovenlys, som alle er nordvendte.