Fertin Pharma
Se flere billeder fra projektet
Adresse: Fertinvej 5, 7100 Vejle
Bygherre: Fertin Pharma A/S
Arkitekt: Arkitema
Landskab: Arkitema samt Niels Boldt Landskabsarkitekt
Ingeniør: COWI A/S
Entreprenør: Skanska Danmark A/S
Omfang: 8.000 m²
Opført: 2002-2004
På verdensplan er fabriksanlægget for Fertin Pharma A/S det første projekt specielt designet til produktion af FDA-godkendt medicinal tyggegummi; en amerikansk godkendelse der betyder at Fertin Pharma A/S har adgang til det amerikanske marked.
Idégrundlaget til projektet er skabt ud fra en funktionel tilgang til fabrikkens logistiske og rationelle behov. Samtidigt er procesanlægget optimeret med arkitektoniske værdisæt, der øger anvendelsen og muliggør fremtidige dispositioner.
Fabrikken strækker sig i det smukt kuperede terræn langs søbredden. Den todelte facade afspejler, at produktionsarealerne er placeret nederst, mens teknik og administration er placeret øverst. En disponering som effektivt adskiller de forskellige hygiejnemæssige forhold.
Den nederste del af facaden er transparent med langsgående sollameller, mens den øverste del, der består af mørke sammenbundne glasskiver, får karakter af en lysende lanterne. Om aftenen forstærkes denne effekt af spejlingen i søen.
Bygningens facade mod søen er den repræsentative facade, som formidler ankomsten og giver et storslået udsyn fra produktionsarealerne direkte ud i naturen. På bygningens bagside er facaden forberedt til kommende etaper.
Bygningens form fremhæves med enkle detaljer, diskrete farver og materialer, som er inspireret af de store produktionsmaskiner. Facadens lameller giver bygningen en lethed og fungerer desuden som solafskærmning af bygningens glasfacade – uden at forhindre udsigt til søen.